Afdrag – den månedlige ydelse
Hvis du ønsker at tage i lån i banken – uanset hvilken type lån det er, så skal pengene betales tilbage i rater eller etapevis. Dels for at lette byrden for sig selv som låntager, men også så banken eller den kreditor, du har lånt pengene hos, har en sikkerhed for, at de kommer retur. Disse betalinger, som typisk falder den første i hver måned, kaldes afdrag.
Afdraget afhænger af, hvor stort et lån du optager, og hvor lang tid du afbetaler lånet over. Vælger du en længere periode, bliver afdragene typisk mindre. Ønsker du at afbetale lånet ret hurtigt, bliver dine afdrag i sagens natur større.
Tæring efter næring
Når du skal angive, hvor meget du kan betale af på dit lån hver måned, skal du se det i forhold til, hvor meget du tjener. Samtidig skal du tage højde for dine andre faste udgifter samt uforudsete udgifter som for eksempel reparation på bil og tandlægeregninger. Herefter kan du se, hvor stort et økonomisk råderum du har og så angive et beløb, som du vil have råd til at afdrage til långiver – samtidig med at du har råd til at leve. Som låntager er man nødt til at sætte tæring efter næring. Der skal være penge hver måned til, at man kan overholde sine afdrag, ellers kommer der gebyrer og ekstra renter på. Sæt derfor dit afdrag til et fornuftigt niveau, så du har overskud i økonomien. Du skal naturligvis ikke bruge mere, end du tjener – ellers sker førnævnte udfald, hvilket ingen af hverken kreditor eller dig (debitor) er tjent med.
Jo større – jo højere afdrag
Afdragenes størrelse bliver som nævnt afgjort ud fra din generelle økonomi og hvad har du råd til at betale tilbage hver måned. Dette er en vurdering af dig selv, men i høj grad også af banken, som har stor erfaring med budgetter og kan regne ud, hvad du skal have til dig selv, for at din økonomi kan løbe forsvarligt rundt. Der kigges både på din nuværende situation, men der tages også højde for fremtiden. Skal du skifte job? Går du på pension? Begge tilfælde kan have effekt på din økonomi, og derfor skal afdragene sættes herefter.
Har du for eksempel en høj indkomst, kan du betale større afdrag og dermed blive gælden kvit hurtigere. Dette gælder selvfølgelig også for den omvendte situation. Afdragenes størrelse læner sig dermed i den grad op ad gældens løbetid og størrelsen af den lånte kapital.